Menu Luk

Musikgudstjeneste i Hygum Kirke

Søndag 29. januar inviterer Hove-Hygum-Tørring kirker til Musikgudstjeneste i Hygum Kirke, kl.
19.00.


En mørk januar aften, der måske også bliver kold og blæsende, indbyder til opløftning og
opmuntring, hvilket bliver tilbudt gennem en stemningsfuld gudstjeneste med smuk fløjtemusik,
fællessang og nogle af gudstjenestens velkendte virkemidler.

Anette Colding Brun kommer med sin tværfløjte og spiller både kendte og mindre kendte stykker,
bl.a. skal vi høre en sats for fløjte af klaver af John Rutter, som vi jo ellers kender bedst som
komponist af værker for kor. Satsen kommer fra et værk, der hedder Suite Antique, hvor hver sats
er baseret på en barok satstype, f.eks. er den sats vi skal høre ved Musikgudstjenesten baseret på
den gamle, franske chanson, altså vil fløjten ”synge” en sang, som klaveret akkompagnerer. Der er
også autentisk barokmusik på programmet, med en sats fra Telemanns Seks Sonater for to fløjter
eller violiner. Derudover er Edvard Grieg og Bent Fabricius Bjerre også på programmet. Alt i alt
meget stemningsfuld musik, der egner sig til kirkerummet.

Anette er kendt i Lemvig og omegn som en fremragende fløjtespiller og hun har i årenes løb spillet med i
forskellige orkestre og ensembler. Senest er hun blevet optaget i Lemvig Musikskoles
symfoniorkester, hvor hun udfylder pladsen som første fløjtenist.

Sussi Robinson, der er organist i Hove-Hygum-Tørring kirker, vil akkompagnere Anette, på både
tværfløjte, klaver og orgel – dog ikke samtidigt! Det er første gang Sussi tager sin fløjte med i
kirken. Men faktisk var det første instrument, hun kastede sin kærlighed på netop fløjten, så den har
fulgt hende i mange år. Ellers har sangen, faktisk i alle former, solosang, korsang og ikke mindst
fællessang, altid stået hendes hjerte nært.

Musikgudstjenester er korte gudstjenester, hvor musikken er i centrum. Genre, stil eller repertoire er
som sådan ikke vigtigt, der er i stedet fokus på at skabe en bestemt stemning, eller give menigheden
en særlig oplevelse ved disse gudstjenester. Andre elementer af den traditionelle gudstjeneste, f.eks.
bøn og fællessang er med til at gøre Musikgudstjenesterne til helhed, hvor de enkelte dele netop
arbejder sammen om at skabe noget særligt.

Alle er velkomne i Hygum kirke, søndag 29. januar, kl. 19.00.
Det er gratis at deltage.