Menu Luk

Kirkevandringer fra Tørring Kirke til Hygum Kirke

Kirkevandring - hygum kirke

Der er mange smukke steder i Danmark, ikke mindst langs Limfjorden. Og en vandretur kan give liv til både
krop og sind. Man kan gå alene eller sammen med familie og venner. Man kan nyde naturen, lytte til
fuglesangen, tænke over livet, synge en sang, bede en bøn, eller bare glæde sig over at være til.
Houe-Hygum-Tørring Menighedsråd inviterer til vandreture fra Tørring Kirke over det smukke landskab
langs Limfjorden til Hygum Kirke.

Den første tur er onsdag den 7. juli.
Den 28. juli inviteres til endnu en tur.
Alle kan være med, både børn og voksne.


Dagen starter med morgensang i Tørring Kirke kl. 10.00. Efter at have set lidt på kirken og kirkegården er
det tid at starte gåturen og nyde den smukke udsigt over fjorden og landskabet. Der bliver holdt et par
pauser på turen, og lokale folk går med og fortæller lidt om landskabet undervejs. Efter at have vandret ca.
5 km. nås Hygum Kirke – forventeligt omkring kl. 13.00. Der bliver i Tørring udleveret kort til alle, og de der
har lyst kan vælge at gå en lidt længere rute.


I Hygum Kirke kan man spise sin medbragte madpakke. Derefter bliver der fortalt om kirken, og kl. 14.00 er
der en lille orgelkoncert. Man kan komme tilbage til Tørring Kirke ved at vælge en af vandreturene langs
fjorden – eller man kan ved turens begyndelse aftale kørsel tilbage til Tørring. Deltagelse i programmet er
gratis.